VÆRD AT
VIDE

få styr på begreberne

Men hvad betyder det?

Der er mange begreber, man skal holde styr på, når det kommer til funktionerne bag en sikkerhedssko.  

Men hvad betyder det egentligt, når vi skriver, at en sko er ESD-, SRC- og S3-godkendt, har gelenk, lukket pløs, stigegreb, BOA® Fit System og er metalfri?  

Bliv klogere på betydningen af de forskellige begreber på siden her. 

Hvad er ESD?

ESD står for Electro Static Discharge – det vi på dansk kender som statisk elektricitet. En ESD-godkendt sko indeholder ledende materialer, som giver dig jordforbindelse og leder ophobet statisk elektricitet ud gennem indlægssål, sømværn, mellemsål og ydersål.

Læs mere om ESD, og om hvorfor det kan være en god idé at vælge sko med ESD-godkendelse.

Hvad er en gelenk?

“En ge-hvad-for-noget?”, tænker du måske.

En gelenk er et rektangulært indlæg, der ligger mellem sømværnet og mellemsålen.

Det lille firkantede indlæg med det tyskklingende navn er med til at gøre skoen mere stabil. Det er ikke til at tro det, men den lille firkantede fætter er faktisk med til at sørge for, at du undgår vrid i din fod, ligesom den er med til at fordele trykket fra hælen til hele sålen, så du ikke overbelaster din hæl.

Hvad betyder SRC?

SRA, SRB og SRC er forskellige typer af godkendelser af sikkerhedsfodtøjets skridhæmmende egenskaber.

Man skridtester fodtøjets ydersål på forskellige overflader tilsat forskellige væsker for at finde ud af hvilken godkendelse sikkerhedsskoen skal have.

Ved en SRA-godkendelse har man testet sålens skrid-evne på en keramiske flise med sæbeopløsning.

Ved en SRB-godkendelse har man testet skosålens skrid-evne på en stålplade med glycerin.

Og ved en SRC-godkendelse har man testet skrid-evnen på både den keramiske flise med sæbeopløsning og stålpladen med glycerin.

Du kan læse meget mere om sikkerhedssko og skridsikkerhed her.

Hvad betyder S3?

S3 er en godkendelse, som sikkerhedsfodtøjet kan opnå, hvis det har følgende:

Tåværn, sømværn (1100 Newton), stødabsorbering i hælen (min. 20 J), et vandafvisende skaft (WRU) samt en antistatisk (ml. ≥0,1MΩ < 1000MΩ) og olie- og benzinresistent sål (FO).

Du er måske også stødt på betegnelserne SB, S1, S1P, S2, S4 og S5. Det er andre godkendelser for sikkerhedsfodtøj og -støvler.

Læs mere og om godkendelser og symboler på siden her.

Hvad er et stigegreb?

Det er nemt at se, om sikkerhedsskoen har stigegreb. Det er nemlig et indhak i skosålen under fodens svang, der gør, at din fod får et bedre greb om trinnet på stigen, så du står bedre fast.

En sikkerhedssko eller -støvle med stigegreb er nærmest et must for dig, der kravler meget på stiger i løbet af din arbejdsdag.

Hvad er en metalfri sko, og hvornår er det en fordel?

Det siger næsten sig selv; en metalfri sko er en sko, hvor alle skoens dele er fri for metal – det gælder både sømværn, tåværn, snøreringe, m.m.

Metalfrie sko er en fordel for dig, der arbejder tæt på metalfølsomme apparater som f.eks. metaldetektorerne i lufthavne.

Hvad er BOA® Fit System?

Et BOA® Fit System er et patenteret lukkesystem, der med en innovativ drejeknap koblet sammen med et sæt stærke snører både åbner og spænder skoen. Det giver dig en sko med en perfekt pasform.

Du kan læse mere om det smarte lukkesystem her.

Hvad er en ProNose?

En ProNose er det samme som en slidnæse. Det er en forstærkning af skosnuden, som tager det værste slid af netop snuden for dig, der har et knælende arbejde og ligger meget på knæ i løbet af din arbejdsdag.  

ProNosen findes i forskellige udgaver, hvor nogle er mere slidstærke end andre.

Hvad er en pløs? Og hvorfor er det en fordel, at den er lukket?

En pløs er ikke et fjollet øgenavn, som man måske kunne tro. Det er faktisk navnet på den, ofte polstrede, “flap” i skoen, der lægger sig oven på din vrist lige under skoens eller støvlens lukning.  

Når pløsen er lukket, betyder det, at begge sider af pløsen er syet, eller på en anden måde hæftet, fast til skoene eller støvlen, så sand, jord, grus og andre små sten ikke kan kravle ind i dine sko.  

En lukket pløs er klart en fordel til dig, der tager de fleste af dine skridt indenfor arbejdstiden på overflader af sand, grus eller jord. Med en lukket pløs kan du lade sandet blive arbejdspladsen, og du slipper for dine sko forvandles til en sandkasse. 

Hvad er et tåværn?

Et tåværn er en kappe inde i selve skosnuden, der beskytter tæerne mod ting, de kan støde ind i eller få ned over sig. Et tåværn sørger også for, at der er plads nok til tæerne inde i skoen, så de ikke presses sammen. 

Kappen kan være af enten stål, aluminium eller komposit.  

Stål og aluminium er tynde materialer, mens komposit er et lettere og kraftigere materiale, der hverken leder kulde eller varme. Komposit er desuden metalfrit og bruges derfor i alle metalfrie sikkerhedssko.

Hvad er et sømværn?

Et sømværn er, som navnet også lægger op til, en form for indlæg, der sørger for at søm og skarpe genstande ikke trænger op gennem skoens ydersål.

Sømværnet kan være af enten stål, fiber eller træ.

Stål er et stærkt materiale, der er særlig egnet til at holde små og skarpe genstande ude.

Fiber er et fleksibelt og metalfrit materialer, der ikke transporterer kulde. Bruges bl.a. i alle metalfrie sikkerhedssko.

Træ er især egnet til stillestående arbejde og transporterer ikke kulde, så du kan holde varmen i fødderne.